NYBORG: Nyborg Kommune har valgt C.C. Contractor som totalentreprenør for opførelsen af et over 5.000 kvm stort Sundhedshus. Det oplyser kommunen.
Med underskrivelsen af totalentreprisekontakten 5. juli er kommunen et stort skridt nærmere realiseringen af fremtidens sundhedshus, hvor flere private sundhedsaktører samt kommunale og regionale tilbud samles under samme tag.
"C.C. Contractor har leveret et fremragende tilbud, hvor de viser, at de er klædt på til at løfte den store opgave det er at give Nyborg Kommune et moderne og velfungerende sundhedshus, hvor dimensioneringen og arkitekturen er i top. Vi ser frem til samarbejdet," lyder det fra borgmester Kenneth Muhs (V) og udvalgsformændene Jan Reimer Christiansen fra Sundheds- og forebyggelsesudvalget og Kaj Refslund fra Ældreudvalget.
Fire prækvalificerede
Opgaven med at opføre sundhedshuset har været i udbud. Her blev fire tilbudsgivere prækvalificeret ud fra størst erfaring med lignende projekter. Deres tilbud blev bedømt med udgangspunkt i specifikke tildelingskriterier om pris, kvalitet og bæredygtighed.
I denne proces har C.C. Contractor fået den bedste bedømmelse af et bredt sammensat bedømmelsesvalg bestående af repræsentanter for kommende lejere, kommunale og regionale aktører, formand og næstformand for de ansvarlige udvalg, projektledelsen samt bygherrerådgiver samt en fagdommer, oplyser kommunen.
Efter tidsplanen kan borgere og patienter nyde godt af de nye rammer i Sundhedshuset medio 2024, hvor byggeriet forventes at stå færdigt. Første spadestik forventes primo 2023.
Et bygherrerådgiverteam fra Kuben Management, PLH arkitekter og MOE rådgivende ingeniører har bistået Nyborg Kommune i beslutningen.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.